Profil - Mette Vester

En verden i farver


Intet i livet er tilfældigt - end ikke mine penselstrøg. Mine malerier er umiddelbart abstrakte, men i mine øjne fortæller de historier, de kan være udtryk for ting jeg har oplevet… sanse indtryk… farveglimt...  stemninger… omgivelser… følelser…

Jeg udtrykker mig visuelt, via farver,  - det er sådan jeg ser verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 




 

 

Jeg er vild med farver og de bliver brugt flittigt i mine malerier

Det er farverne der er i centrum, og jeg anvender ofte kraftfulde og livsglade farver når jeg maler. 

Jeg har malet siden 1998 og har derigennem opbygget min erfaring og min personlige indgangsvinkel til maleriet og dets historie. 

Jeg arbejder som kunstmaler på fuldtid og i mine akrylmalerier er jeg meget inspireret af selve farverne, mønstre, kontraster og former. Det er farverne og deres indbyrdes spil der ”guider” mig igennem maleriet, og mine malerier er ofte meget "moderne" og farvemættede.

Min måde at arbejde på, og hvilke teknikker jeg anvender, er meget forskelligt alt efter hvilket udtryk jeg ønsker i maleriet. 

I mine malerier opstår ikke tilsigtede motiver, men malerierne lægger op til at beskueren hele tiden selv finder nye motiver. Det er beskueren der skal have oplevelsen og den vil være individuel alt efter hvilke øjne der ser. Jeg bestræber mig derfor også på ikke at fastlægge nogle bestemte motiver i mine titler på malerierne.
 
 
 
 

Læs her hvordan kunstskribent Kirsten-Marie Hedeland beskriver min kunst:

 

En uforudsigelig vandring gennem farverne.

Billedkunstner Mette Vester maler abstraktioner på lærredet, som mest af alt minder om drømmende landskaber, som opstår foran os. Vi indbydes til at træde indenfor i maleriet og gå på vandring i de glade og friske farver.

Der er en rigtig god farvesammensætning og med en luftig stoflighed. Tanker om dejlige sommerdage og lyse nætter er nærtstående. Hendes malerier kalder ud til os og fortæller os, at du kan blive lige til det du vil. Der er en overvejende frigjorthed og flerforståelse i malerierne.

Der er uden tvivl lagt rationelle overvejelser ind i processen, og nye motiver optræder afhængig af øjet der ser. Der er ingen fastlagt konklusion, og fortolkningen sættes fri. Motiverne, der fremkommer på lærredet, forestiller ikke noget, som man umiddelbart kan genkende. I stedet kan billedet blive til en følelse, en stemning eller et begreb. Der lægges op til at beskueren kan få lige det ud af maleriet som man ønsker sig.

Tiden står ikke stille i Mette Vesters farvestrålende billedunivers. Farverne og formerne falder ind og snor sig rundt om hinanden. Malerierne er fyldt med variation og dynamik. Nysgerrigheden og legen med farverne skaber de spændende billeder.

Hendes malerier er organisk tænkte og lyriske. Der tales ikke med et entydigt sprog, men nuanceres så farverne skaber stemninger og de blandes ind i hinanden. Mette Vester udviser sans for en energisk komposition, hvor der opstår en balance og hun formår at gøre sine malerier behagelige, hvilket i høj grad skyldes hendes farveholdning. Hun sætter farverne i centrum og fremdyrker dem med harmonisk samklang.

Der er lyrik og glæde i Mette Vesters billeder. Det er blot om at træde ind og opleve, lade farverne omfavne dig, og sende tankerne på himmelflugt.

 


Se farverige malerier - akrylmalerierabstrakte og moderne malerier